Metallica kæmpede mod slagsmål og nedbrud

Især James Hetfield leverede varen mod svære odds i Århus, men som arrangement var koncerten en skændsel.
En brutal lydmur rejste sig kl. halv ti om aftenen og trykkede en ellers fortryllende, sjælden solnedgang i bund over de blide bakker, der udgør Vestereng, koncertens smukke arena. Metallicas kickstart i ’Creeping Death’ var som en kraftfuld injektion af liv og mjød i horderne foran scenen. Anført af sanger og guitarist James Hetfield med et nyt krigerskæg hæftet på hagen, gav Metallica, hvad der skal til: Drønende rundgange, tonstunge slag i øregangene til at flå de mange dæmoner fra teksterne ud og så ellers ikke så fandens meget vrøvl. Metallica dynamiske urkræfter går lige i blodet hver gang og kroppene rykker med som på kommando. Heavy attituder uden lydI hvert fald lige indtil lyden med et stilfærdigt puf forsvandt fra det, der vel ellers må betegnes som Danmarks største stereoanlæg sådan en fredag aften. Mens alle vi 50.000 på marken stoppede op og glanede, fortsatte Metallica med at høvle sig gennem ’For Whom The Bells Toll’. Klokkerne ringede åbenbart ikke for især guitarist Kirk Hammett, der i højre side af scenen leverede soloer, positurer og lir som skulle han alene holde en temaaften om heavy metal på DR2 kørende. Metallica forlod scenen og minutterne tikkede af sted i den pludselige og ejendommelige stilhed. Der angiveligt skyldtes, at en eller flere sikring(er) i gruppens pa-anlæg var sprunget. Muligvis fordi der skulle spilles højt for at nå rundt på den store plads? Ny energi og spændstig smidighedDen glade fællessang var så småt ved at blive afløst af buuuh-råb og krav om at få billetpenge tilbage efter små tyve minutters stilstand, da introduktionen til ’Whereever I May Roam’ blev sat i gang og koncerten med lutter gamle træffere sat på skinner igen. Frontmand James Hetfield havde koncerten igennem rigeligt at gøre med at holde fast i haserne på bassist Rob Trujillo, der synes at have givet gruppens etablerede trekløver ny energi og en spændstig smidighed i de tungt buldrende rytmer. Selv når Metallica er ude på en afslappet sommermission for at slippe væk fra studiet og indspilningerne af det album, som med lidt held er klar til foråret, er kvartettens knivskarpe samspil en fornøjelse. Sættets nyeste nummer, ’No Leaf Clover’ med otte år på bagen, gjorde dog ikke meget væsen af sig blandt til gengæld sikkert gennemtærskede træffere som ’Welcome Home (Sanitarium)’, ’Fade To Black’, ’Master Of Puppets’ og ’Battery’. Scenen et blålys i det fjerneTil trods for en del tumult og slagsmål, i hvert fald tæt på scenen, hvor undertegnede stod, bestod Vestereng nogenlunde rollen som koncertsted. Smuk tog rækkerne af lysende mobiltelefoner og lightere så langt øjet rakte sig ud under ’Nothing Else Matters’. Men under besøg på de bageste rækker, kunne man konstatere, at udsynet og lyden her næppe var de dyre billetpenge værd, selv om terrænet er kuperet og scenen så høj, at man kunne se den. Om ikke som andet, så i hvert fald som et blålys i det fjerne.